Your browser does not have cookies enabled, which is blocking some important YouNoodle features.
Please enable this in your browser to make full use of the website.
Managing Director til iværksætterforeningen STARTit
Har du lyst til et spændende og relevant studiejob, der samtidig giver dig mulighed for personlig udvikling og med garanti udvider dit netværk? Så er det måske dig som vi søger til stillingen som daglig leder i iværksætterforeningen STARTit til ansættelse 31. januar 2011.
Hvem er vi?
STARTit er et iværksætternetværk for studerende, som skal inspirere og fremme iværksætterkulturen på de videregående uddannelsesinstitutioner i Århus. Netværket er studenterdrevet og danner platform for deling af idéer, erfaring og vild tænkning. Målet for STARTit er klart: De studerende skal have øjnene op for innovation og iværksætteri samt rustes med evnen til at agere entreprenant! Vi har kontor i Studentervæksthus Århus som er en del af Aarhus Entrepreneurship Center. Studentervæksthuset er et levende hus, der gennem kreativitet, tværfaglighed og drive danner rammen om radikal innovation og vildtænkning. Ambitionerne er høje om et stærkt netværk på tværs af uddannelserne i Århus. Der skal derfor arrangeres både små og store events der alle skal skabe grundlaget for networking de studerende imellem. Ligeledes er det vigtigt at STARTit holder tæt kontakt til de vigtigste aktører indenfor iværksætteri, både lokalt, nationalt og internationalt.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder dig et spændende studiejob, hvor du får mulighed for at udvide dit netværk og bruge nogle af de redskaber du tilegner dig på skolebænken i praksis. Du får erfaring med projektledelse og hvordan det er at holde styr på vores 10 aktive medlemmer. Løn vil vi også gerne give dig, men denne er yderst beskeden - hos os er det lysten der driver værket.
Hvem er du?
For at være ærlig, så er vi ligeglade med hvilken uddannelse du kommer fra. Det kan være at du læser økonomi, sociologi, IT eller HA. STARTit er åben for alle. Dog er det et krav at du besidder en naturlig interesse for iværksætteri. Derudover er du struktureret i dit arbejde og er stærk organisatorisk og strategisk. Ellers forventer vi at du er entusiastisk, intelligent og empatisk.
Hvad skal du lave?
Det kan være at du en dag brainstormer på et event rettet mod studerende på Ingeniørhøjskolen, og at du den næste dag har møde med nogle af de fede mennesker fra det århusianske iværksættermiljø angående en ny samarbejdsaftale. Det kan også være at du udvikler en marketingstrategi for hvordan at STARTit opnår øget synlighed på Handelshøjskolen. Derudover kan det også ske at du tager en tur til København for at spare med iværksætterorganisationer på CBS, DTU eller KU. Mulighederne er mange. Det vigtigste er bare at vi ikke behøver at fortælle dig hvad du skal gå igang med.
Den forventede arbejdstid er 10 timer ugentligt, men kan variere i travle perioder samt eksamensperioder.
Hvis det er dig vi leder efter, så send en ansøgning til bestyrelsesformand Michael Jensen på michael@startit.dk
Ansøgningsfristen er : mandag d. 20. Januar
Samtalerne vil finde sted i uge 4.
Skulle du have generelle spørgsmål til stillingen eller STARTit, er du velkommen til at kontakte Michael på michael@startit.dk eller 40 58 87 51.
Læs desuden mere om STARTit og folkene bag på www.startit.dk